top of page

Om mig

Mine hobbies

 

I min fritid elsker jeg at pleje mine hobbyer og give mig tid til det, jeg holder af.

Jeg bruger derfor en rum tid i køkkenet, hvor jeg beskæftiger mig med bagværk og andre søde sager. Det er et område, jeg fik øjnene op for, da jeg startede i gymnasiet og mødte en meget bageglad klassekammerat. Det er en passion, der tillader mig at være kreativ, hvor jeg på samme tid kan få lov til at eksperimentere med både farver, smage og former.

 

Når jeg ikke bruger tid i køkkenet, er jeg optaget af sport. Jeg har interesse for de fleste sportsgrene, men er specielt passioneret omkring håndbold og fodbold, hvilket kommer sig af, at både min bror og far er bidt af dette. Når det kommer til håndbolden, er det både herre- og kvindelandsholdet, der trækker, mens det i fodboldens verden er FC. København samt kvinde- og herrelandsholdet, der har min store interesse. Jeg ser dem meget gerne spille, når jeg har muligheden for det, hvad angår udebane såvel som hjemmebane.

Foruden sport og søde sager, elsker jeg at være kreativ. Jeg har flere interesser, der tillader mig at bruge mine hænder, som er noget af det, jeg holder aller mest af. Det handler blandt andet om at gå i haven, at male, at tegne og at brodere.

Jeg elsker at fordybe mig i mine kreative processer og bruger gerne alt den tid på det, som jeg kan. Ydermere bruger jeg min tid på fotografering, kulturelle oplevelser, grafisk design, læsning og løb.

Jeg hedder Christina R. Petersen og jeg er 24 år gammel. Jeg bor i en mindre by i Kongernes Nordsjælland tæt ved naturskønne områder med lidt tilhørende by.

Jeg har boet i byen siden 2011 i et større hus tæt ved mark og skov men bor i dag i et lille hyggeligt rækkehus med en dertilhørende lille skøn have sammen med min mor og vores dejlige kat.

Her på bloggen vil jeg samle små øjeblikke fra min hverdag og dele dem med dem af jer, der har lyst. Jeg vil skrive om mine interesser, ting og emner der optager mig og hvad der ellers lige falder mig ind. Du vil komme til at lære mig bedre at kende gennem mit indhold og følge med i, hvad jeg foretager mig.

CP-HOBBY er min første blog og jeg håber derfor, at du vil følge med, når du har tid og lyst og ikke mindst lade dig inspirere af mit indhold. .

© 2018 by Christina Petersen

Copyright
  • Facebook
  • Hvid Instagram Icon
bottom of page